Nytårsfrokost, inspirationsdag og generalforsamling

Start: 21. januar 2019 09:30
Slut: 21. januar 2019 14:00

Roskilde Konventhus, Domkirkestræde 10, Roskilde.

Mandag d. 21. januar indbydes alle medlemmer i Roskilde-Lolland-Falster stiftskreds til nytårsfrokost i Roskilde Konventhus, Domkirkestræde 10, Roskilde.

Kom og vær med til en hyggelig dag, hvor der vil være tid til at udveksle erfaringer med dine kolleger. Vi skal inspireres af Anja Haven, som vil lave en workshop med temaet ”bevægelse i koret.” Vi kommer til at synge (og danse!) nogle sydafrikanske sange, lave små bevægelseslege, bodypercussion og meget mere. Få ideer til arbejdet med dit eget kor og øvelser, som er lige til at tage med hjem!  

Dette fungerer ligeledes som en forsmag på forårets korstævne for 3.-6. klasse lørdag d. 27. april. Anja lover smil på læben, sved på panden og masser af energi og sangglæde!  Så sæt kryds i kalenderen. Tilmelding og mere info kommer i næste nyhedsbrev.

Korlederens deltagelse i workshoppen er ikke en forudsætning for korets deltagelse i stævnet, så I skal endelig ikke afholde jer fra at komme til stævnet, hvis I ikke har mulighed for at være med til workshoppen.

Herefter skal vi nyde en dejlig nytårsfrokost sammen.

Efter frokosten starter generalforsamlingen, hvor man kan være med til at stemme om, hvem der skal sidde i bestyrelsen. Hvis man har lyst til at være med til at planlægge fremtidige stævner, så er man også velkommen til at stille op til bestyrelsen. Man kan også bare komme med gode idéer til fremtidige stævner eller andre ønsker til bestyrelsens arbejde. Korkonsulent Kristine Vad deltager og vil fortælle lidt om jeres muligheder som medlemmer af FUK, så det er endnu en god grund til at deltage.

Hvis man har nogle spørgsmål er man meget velkommen til at kontakte mig og høre mere om bestyrelsens arbejde. Man finder mine kontaktinformationer på www.fuk.dk.

Programmet for dagen:

Kl. 9.30 Kaffe og rundstykker

Kl. 10-12 ”Bevægelse i koret” v. Anja Haven

Kl.12-13 Frokost

Kl. 13-14 Generalforsamling

Kl. 14-14.30 Bobler og kransekage

Lidt om Anja Haven:

Anja Haven er uddannet musikpædagog og børnekorleder fra Syddansk Musikkonservatorium og arbejder som dirigent for spirekorene i Det Danske Pigekor og som sangkonsulent for Sangens Hus. Herudover er hun aktiv som instruktør ved diverse kurser og korstævner over hele landet. Se mere på www.anjahaven.dk

Tilmelding senest d. 10. januar til Karina Agerbo på mail: karina@agerbo.eu

Det er gratis at deltage.