8. januar 2019

Nyhedsbrev januar 2019

GODT NYTÅR FRA FOLKEKIRKENS UNGDOMSKOR

SOMMERSKOLEN FEJRER JUBILÆUM
I 2019 afholdes den populære Sommerskole for 10. gang, og det skal fejres! Udover en perlerække af landets bedste instruktører, så vil der som noget helt eksklusivt være en huskomponist på dette års Sommerskole: Pernille Sejlund skriver ny musik til fælleskoret, som uropføres ved koncerten den 1. august, og hun vil også stå for kompositionsværksteder for sangere og fornyende repertoire til korlederne. Så I kan godt glæde jer – det bliver en fantastisk uge!
Sommerskolen er et tilbud til korledere på alle niveauer, der ønsker faglig fordybelse, ny inspiration og kollegialt samvær og til sangere m/k 13-29 år, der har lyst til at arbejde med en række af landets bedste instruktører og møde andre unge, der elsker at synge i kor!
Rønde Højskole danner igen ramme om Sommerskolen fra lørdag den 27. juli til fredag den 2. august 2019. Tilmeldingen er åben, og du kan læse mere om instruktører, program, pris og tilmelding i folderen her (PDF) og på www.fuk.dk.

REPERTOIREGULD
Få fornyet inspiration til dit repertoire, når Jonas Rasmussen leder en syngende kursusdag med indslag fra tre af tidens mest sungne børnekorkomponister, John Høybye, Merete Kuhlmann og Povl Christian Balslev, som på skift introducerer egne værker. Der vil være nodeudstilling fra både forlaget Mixtur og forlaget Dansk Sang og en særlig repertoiregennemgang med fokus på Folkekirkens Ungdomskors udgivelser gennem tiden.
Kursus i Middelfart fredag den 7. juni 2019, kl. 10-16. Tilmeldingsfrist: 24. maj 2019.
Kontakt kursus@fuk.dk / 21 20 70 51 for tilmelding eller spørgsmål og læs mere i flyeren her (PDF) 

FUK-PULJEN
Så nærmer vi os ansøgningsfristen for FUK-puljen. Puljen yder støtte til aktiviteter, der falder udenfor korenes sædvanlige rammer såsom korstævner og kurser, korbesøg og -udveksling i og udenfor Danmark, udenlandske korrejser samt særlige initiativer som f.eks. CD-udgivelse eller udgivelse af jubilæumsskrift. Vil du søge om tilskud? Send en kort ansøgning vedlagt budget til fuk@fuk.dk inden den 15. februar 2019. Har du spørgsmål om puljen, så kontakt Hanne Holdt Madsen i sekretariatet / 21793531.

HAR DU HUSKET AT TILMELDE DIG...?
Folkekirkens Ungdomskors årsmøde afholdes fredag den 8. marts - lørdag den 9. marts 2019 på Musisk Center Askov, Ludvig Schrødersvej 1, Askov, 6600 Vejen, og du kan stadig nå at være med.
1)    Du kan deltage begge dage inkl. overnatning i enkeltværelse med eller uden eget bad (først til mølle): 500 kr.
2)    Du kan også deltage fredag den 8. marts uden overnatning: 500 kr.
3)    Eller du kan blot deltage lørdag den 9. marts: gratis.
Tilmelding skal ske på fuk@fuk senest den  8. februar 2019. Husk at angive i hvilket omfang du deltager (vælg imellem 1, 2 eller 3, se ovenfor), samt om du deltager som repræsentant for en stiftskreds. Se programmet her (PDF).