Sommerskolen og U-Camp 2020 gennemføres

Sommerskolen og U-Camp 2020 gennemføres i perioden 26. juli til 1. august 2020 på OrkesterEfterskolen i Holstebro med et flot deltagerantal på 57 sangere, 10 korledere og 5 på orgellinjen. Desuden er vi 10 instruktører, 2 kursusledere, 1 kormor og en ekstra voksenfrivillig til at hjælpe med det praktiske.

Det er blevet muligt at gennemføre med de politiske aftaler om Anden fase af en kontrolleret genåbning og Plan for genåbning af Danmark efter corona-krisen. Desuden er forsamlingforbudet pr. 8. juni hævet til 50 personer, og forventes 8. juli hævet til 100 personer. Det passer perfekt til Sommerskolen.

OrkesterEfterskolen har heldigvis de nødvendige rammer, der kan rumme os med de nye krav og retningslinjer, som vi naturligvis skal følge. Læs retningslinjerne her:

Særlige retningslinjer for afholdelse af sommeraktiviteter for børn og unge op til 25 år med eller uden deres familier (10. juni 2020).

Hvad kommer de officielle retningslinjer så helt konkret til at betyde for Sommerskolen og U-Camp? Det har vi formuleret her: Retningslinjer for Sommerskolen og U-Camp

Prisen for Sommerskolen omfatter heldagsundervisning, alle materialer og aktiviteter, indkvartering og fuld forplejning. Korledere indkvarteres i enkeltværelser med bad, linned og håndklæde. Korsangere indkvarteres tre sammen på værelser med adgang til bad og medbringer selv lagen, sovepose/linned og håndklæde.

UNGE ORGANISTER:  2.495 KR.
KORSANGERE: 2.495 KR.
KORSANGERE – UDEBOENDE STUDERENDE (10 PLADSER): 1.795 KR.
KORLEDERE 4.995 KR.
KORLEDERE – UDEBOENDE STUDERENDE (5 PLADSER): 3.495 KR.

Betaling til Folkekirkens Ungdomskors konto i Nordea:
Reg.nr. 2450 Konto-nr. 3495 188 042.

VIGTIGT: Din tilmelding er først gældende efter modtaget betaling.

Til sangere og unge organister: Hvis du synger i et kirkekor eller på nogen måde har tilknytning til en kirke, har du mulighed for at søge dit menighedsråd om økonomisk støtte til Sommerskolen. Måske har du/din korleder allerede lavet en aftale om enten delvis eller fuld støtte – så behøver du ikke gøre mere.

Vi glæder os MEGET til at se jer på sommerskolen – det bliver igen en fuldstændig fantastisk Sommerskole!
Yderligere oplysninger fås ved at kontakte kursuslederne:
 
Anne Lise Quorning, alq@fredenskirken.fk - 51 24 47 54
Kristine Vad, koroest@fuk.dk – 21 20 39 17